Biologisk kontrol

Hvis man vil holde sig helt fra pesticider og sprøjtemidler, når man dyrker sinegrøntsager, så kan man med fordel benytte sig af biologisk kontrol. Det er slet ikke så avanceret som det lyder – i korte træk er det “bare” at introducere en række organismer og insekter, som kan holde skadedyr i skak!

Hvad er biologisk kontrol?

Når man snakker om biologisk kontrol, så refererer man til brugen af levende organismer – så som insekter, mider, svampe og andre bakterier, til at kontrollere og reducere skadedyr og andre sygdomsfremkaldende patogener.

Når man arbejder med hydroponisk dyrkning, så er det vigtigt at vælge nogle kontrolmetoder, som er sikre for det vandbaserede miljø , så det ikke skader ens planter.

Fordele ved biologisk kontrol

Det vil altid være at foretrække, hvis man kan undgå pesticider og andre sprøjtemidler. Ikke nok med, at skadedyr kan udvikle resistens overfor det, så kan det også være til fare og gene for de mennesker der arbejder med hydroponisk dyrkning.

Hydroponisk dyrkning er ofte oprettet i et lukket eller semi-lukket system, og derfor kan høje koncentrationer af giftstoffer være skadelige for både planter og mennesker. Introducerer man i stedet biologisk kontrol, så er det en mere naturlig tilgang til bekæmpelse af skadedyr og sygsomme – og man kan derfor helt undgå at bruge giftstoffer. Herunder er en række fordele ved brug af biologisk kontrol i hydroponisk dyrkning.

Det er en miljøvenlig tilgang

Biologisk kontrol er en helt naturlig måde at komme skadedyr i ens afgrøder til livs. Tænk på det på denne måde: I naturen vil mariehønen selv finde frem til uldlus, og udrydde dem. Her hjælper du den lidt på vej.

Det er ikke kun insekter som mariehøner, snyltehvepse og almindelig guldøje, som man kan introducere som biologisk kontrol – man kan også kigge på mere avancerede former som:

  • Rovmider – særligt effektive overfor edderkoppemider, som er en almindelig plage i hydroponiske systemer.
  • Mikrobielle insekticider – er bakterier som er særligt effektive mod larvestadier af mange insekter.
  • Biologiske svampe – kan være med til at bekæmpe rodråd og andre sygdomme, som er almindelige ved hydroponiske systemer.

En meget mere præcis kontrol

Når man snakker om “præcis kontrol”, så er det fordi at de ovenstående insekter, bakterier og svampe er meget specifikke i deres handlinger. De angriber kun bestemte skadedyr, og skader derved ikke planten eller det omgivende miljø. Det er ekstra vigtigt at minimere risici når det kommer til hydroponiske systemer, da præcision og balance er nøgleordet til succes.

Det er en langsigtet løsning

Brugen af kemiske pesticider kan give hurtige resultater – og det er fristende at ty til den “hurtige” metode. Skadedyrene kan udvikle resistens overfor de pesticider som man bruger – og så er effekten lig nul.

Ved brug af biologisk kontrol, introducerer man en mere langsigtet løsning, som samtidig er selvregulerende. Insekterne skader ikke dine planter, men lever af organismer og larver som gør – det er win-win for begge parter.

Reducerer risici for sygdomme

Da vandet i hydroponiske systemer recirkuleres, er der stor risiko for at sygdomme spredes hurtigt mellem planterne. Planterne er også, oftest, plantet tæt – og sygdomme kan derfor spredes både via rodnæt og blade.

Ved at bruge biologisk kontrol, kan man holde disse sygdomme i skak og derved minimerer risikoen for spredning.

Passer godt til hydroponisk dyrkning

Man behøver ikke at have læst særlig meget på denne side, for at finde ud af, at biologisk kontrol er nemt at integrere i ens hydroponiske setup. Det kræver ingen vedligehold – og du skal ikke foretage ændringer i dit hydroponiske setup for at gøre brug af biologisk kontrol.

Så nemt er det!